mandag den 28. november 2011

Conseil de Classe // Lærer/elevsamtaler på fransk

Jeg har i dag været til conseil de classe, som på dansk bedst kan beskrives som lærer/elevsamtaler. Det er dog, som så mange andre ting er, meget anderledes i Frankrig end i Danmark. Hver enkelt elev bliver kaldt ind i et lokale, en for en, hvor alle lærerne (så vidt det er muligt) fra både sektionen (lærerne fra de andre sektioner er der også når du skal ind) og den almindelige franske afdeling er samlet. Derudover er der to forældrerepræsentanter og to elevrepræsentanter fra klassen samt en repræsentant fra skoleledelsens side til stede. Det er ''le professeur principal'', klasselæreren,  som styrer ordet, i mens lærerne diskuterer dig, din arbejdsindsats og dine resultater, også med udgangspunkt i din karakterbog, som du endnu ikke selv har set. Du får lidt råd med på vejen til det næste trimester, som allerede er begyndt samt et ord. Der er fire forskellige ord, man kan modtage: Felicitations (din præstation er fantastisk, og du arbejder hårdt), compliments (du arbejder godt og stabilt - bliv ved med det!), encouragement (dine karakterer er lave, men du arbejder hårdt på at forbedre dem) og avertissement (dine karakterer samt din arbejdsindsats er dårlig - dette er sidste advarsel!). Derudover er der også enkelte, som ikke modtager et ord, hvilket betyder, at deres arbejdsindsats og resultater er middelmådige.
     Jeg fik af vide, at det gik godt, og at lærerne var meget begejstrede for min positivitet og videbegærlighed. Jeg fik ''compliments'', hvilket jeg er vældig begejstret for! Det var en god oplevelse, og spændende at høre, omend kort, hvad lærerne gjorde sig af tanker om mig.

Ellers går det godt, den sidste uges tid har været præget af afslutning af det første trimester her på skolen og den dertilhørende uddeling af karakterer. Det er ikke gået strålende for mig karaktermæssigt, men jeg har dog alligevel formået at overraske mig selv positivt i enkelte fag. Der er meget som sagtens kan blive forbedret i dette semester, og det må jeg jo så arbejde på.
     Julen begynder så småt at nærme sig, og jeg var blandt andet til tre julemarkeder i lørdags. Jeg startede med at tage til det årlige julemarked på lyceet, som er rigtig hyggeligt. En del af det er placeret i slottet, der hører til skolen, og som ellers kun bliver brugt til officielle arrangementer. Det er en vildt smuk og meget hyggelig ramme om et julemarked! Hver sektion har boder, hvor de sælger produkter, juleting og retter som er specialiteter fra deres land, og der er virkelig et stort og lækkert udvalg af fristende ting og sager.
     Jeg tog herefter ind til den Danske Kirke i Paris, som ligger tæt på Etoile, hvor jeg hurtigt kiggede rundt og bl.a. købte noget lakrids. Derefter tog jeg videre til Den Svenske Kirke, kun to metrostop væk, hvor Marie, min værtsmor, arbejdede i en bod, hvor hun solgte gløgg og svenske julekager. Her hjalp Bekka, min tyske værtssøster, og jeg til med at betjene folk i et par timer. Det er en meget smuk kirke, som jeg glæder mig til at besøge igen, når vi skal derind til julekoncert og luciaoptog d. 16 december (dagen hvor jeg får juleferie!!).
     Jeg bestemte mig for nogle uger siden for at blive her hos min værtsfamilie til jul og nytår. Jeg glæder mig meget til at opleve en anden måde at holde jul på, og jeg glæder mig til at introducere dem for nogle af mine juletraditioner. Julen i denne familie er i forvejen en blanding af svenske og franske traditioner på grund af Marie og Patricks, mine værtsforældres, blandede baggrunde. Jeg kommer selvfølgelig til at savne min egen familie lidt, men jeg er samtidig rigtig glad for at blive her og prøve noget nyt.

torsdag den 27. oktober 2011

Au Danemark // I Danmark

Sent mandag aften landede vi, min mor og jeg, i Kastrup lufthavn efter at have tilbragt nogle dejlige dage i Paris også sammen med min far. Mine forældre kom til Paris onsdag aften i sidste uge, og allerede torsdag mødtes jeg med dem i Saint-Germain efter skole. Fredag spiste vi middag med Marie (Joannas mor) og hendes kæreste Bernhard inde i Paris, og jeg flyttede ind på mine forældres hotel. Vi havde altså lørdag, søndag og mandag til at shoppe og være kulturelle i Paris, hvilket vi selvfølgelig også udnyttede. Søndag aften var vi alle tre til middag hos min nye værtsfamilie, og det var rigtig hyggeligt! 

Mandag aften blev min mor og jeg og sov i København, pga. min mor havde møder der hele tirsdagen, hvor jeg om formiddagen tog et tog til Odense, og tilbragte dagen her sammen med Ingrid og hilste kort på nogle af mine veninder. Jeg har et tætpakket program her i Odense, hvor jeg har bestræbt mig på at komme til at se alle mine veninder, bl.a. skal alle pigerne fra mine gamle klasse mødes og ud at spise i aften. Derudover har jeg diverse småting og praktiske ting som skal ordnes og indkøbes, imens jeg er her. På lørdag går turen så videre til til København igen, hvor jeg skal bo hos Sille, og bl.a. skal spise brunch med hele familien på søndag og spise middag med drengene og Hanna mandag aften! På tirsdag flyver jeg så hjem til Paris igen. 

Det er selvfølgelig rigtig, rigtig dejlig at se alle igen, på trods af at Skype, Facebook og andre sociale medier gør det MEGET nemmere at være langt fra venner og familie. Samtidig har jeg dog på nuværende tidspunkt ingen planer om at komme til Danmark igen dette skoleår. Det er lidt hårdt at tænke på, men jeg synes det er ærgerligt, at jeg bruger for meget af dette ene år på at tage til Danmark. Derudover må jeg også erkende, at det på et personligt plan er for følelsesmæssigt hårdt at skulle rejse herfra og sige farvel alt for mange gange. Misforstå mig ikke, jeg er meget glad for at være i Paris, når jeg er der, men når jeg tager hjem og ser alle igen, så forstærker det jo selvfølgelig mit savn. Derimod så opfodrer jeg i stedet folk til at komme og besøge mig! 


lørdag den 8. oktober 2011

Une nouvelle // En nyhed

Der er gået lang tid siden sidste blogindlæg, men der er også sket en masse ting – både gode og dårlige - og meget har ændret sig. Da jeg oprettede denne blog var det med tanke på at fortælle om alle mine oplevelser, gode som dårlige, under dette ophold i Paris, men jeg må indrømme at det som jeg skal fortælle nu IKKE var noget jeg havde regnet med. Der er nemlig sket det, at jeg har valgt at flytte fra min værtsfamilie. Det er sket efter flere ugers overvejelser, og der ligger, selvfølgelig, mange tanker bag denne beslutning. Der er forskellige grunde til dette, men jeg synes ikke at dette er forummet at begynde at udbasunere dem i. Jeg vil dog sige at det grundlæggende handler om at vi, familien og jeg, havde alt for forskellig forventninger til, hvad det indebærer at være/bo hos en værtsfamilie. Det har ikke været sjovt de sidste par uger, og det har selvfølgelig taget meget fokus fra min skole, og det synes jeg næsten er det værste af det hele. Det har været meget stressende at føle sig skidt tilpas hver dag og være fuldstændig i vildrede over hvad man skal gøre ved det. Jeg har heldigvis haft en masse mennesker, specielt min familie, omkring mig, som på den ene måde, mere eller mindre aktivt har forsøgt at hjælpe mig!

Familien jeg flytter til er et ældre ægtepar, Marie og Patrick, som bor i en by som hedder Le Pecq ca. 5 km fra skolen. Udover mig har de også en tysk pige, Bekka, boende, som går i min klasse på lyceet, og det er igennem hende at jeg overhovedet har fået kontakt med familien. Marie er svensk og Patrick argentinsk/fransk, og derfor har deres tre børn alle gået på lyceet i den svenske sektion. De er alle tre flyttet hjemmefra nu, og bor henholdsvis i Argentina, Stockholm og København (!). Nu bor Marie og Patrick altså alene i et meget stort og rigtig hyggeligt hus, hvor de altså lejer værelser ud til unge mennesker. Ud over Bekka og jeg bor der i weekenden en ung argentinsk fyr, som til dagligt studerer i Saint-Germain. Fra allerførste gang jeg mødte dem har vi været på bølgelængde, og de er fantastisk søde og hjælpsomme mennesker! Jeg flytter dog først i næste weekend, da Bekka, min nye værtssøster, og Marie, min nye værtsmor, begge er væk i næste uge. Bekka skal til Berlin med den tyske sektion, og Marie skal til Sydfrankrig med sin søster, hvor de skal bo i vores sommerhus!

Min nuværende værtsfamilie fik besked om at jeg flytter i torsdags, og det blev de selvfølgelig meget overraskede over, da jeg jo ikke har fortalt dem, at jeg ikke havde det godt. Jeg valgte at sove hos min nye værtsfamilie den aften, for at give os alle et lille pusterum inden vi skulle konfronteres med hinanden. Jeg spiste frokost med dem i dag, og der skete heldigvis ikke noget. For mig er det en done deal, så derfor er der for mig ikke noget at diskutere eller snakke om, men derfor kan de jo godt have et behov for at høre, hvad der er sket. Nu må vi se, det er selvfølgelig en vældig akavet situation, som ikke er ønskværdig for nogen af os, men det er heldigvis kun for en uge.

Alt i alt er jeg meget glad for at jeg har fundet en  løsning på min situation, men jeg havde jo selvfølgelig helst set at jeg havde været foruden de sidste ubehagelige uger. Til gengæld har jeg fået en masse nye venner, lært en masse og endda været til en enkelt fest! Mere om det senere, jeg vil slutte for nu, fordi jeg har lektier som venter på at blive lavet.

PS. Jeg modtog i dag denne care pack med et lille brev til fra min søde mummi!

Det var lige noget, som jeg kunne bruge!

søndag den 11. september 2011

Ma chambre // Mit værelse

Tænk at der allerede er gået en uge siden, jeg flyttede ind! Jeg synes, at det virker som et øjeblik siden, at jeg var til frokost hos Joanna i søndags. Nå, men mere om min første uge i skole senere i indlægget, fordi dette blogindlæg har jeg valgt at dedikere til mit, nye værelse. 

   I den ene ende af lejligheden (well, faktisk er det lejlighederne, da det er to lejligheder som er slået sammen!) ligger en stue, hvor der er en dør. Inde bag denne er en lillebitte gang, hvor der for enden er en dør ud til vores lille brusebad (som ikke hænger sammen med resten af badeværelset). Til højre er der en dør ud til vores ret store badeværelse, hvor der så videre er en dør til et lille rum, hvor vores toilet er. Det er også på badeværelset, Ida og jeg har det meste af vores tøj i et kæmpestort indbygget skab. 

 Et udsnit af badeværelset. 


Mit skab med tøj, tasker og sko
.

   Til venstre i den lille gang er der to døre ind til henholdsvis mit og Idas værelse. Vores værelser er små, men fint indrettede, og jeg er meget, meget glad for mit! Jeg har en seng, et lille natbord/skab, en høj, smal reol, hvor jeg mest har pynteting, blade osv. på, et stort skrivebord m. stol og en lidt bredere reol, hvor jeg har bøger, skoleting, printer, dvder osv. på. 








For at udnytte pladsen mest muligt, er jeg, inspireret af Ida, begyndt at hænge diverse praktiske ting og sager som, fx skemaer, klasselister, huskelister og andre ting som jeg skal gemme og huske, op på mine vægge. Det giver et godt overblik!


Fra mit værelse er der en dejlig udsigt over et stort grønt område, hvor der altid er en masse liv på grund af de mange børn, som bor i blokkene omkring.  

 

   Mere generelt, så er min første uge på skolen gået godt! Jeg havde jo som sagt fri tirsdag, så den brugte jeg på at ordne forskellige praktiske ting. Onsdag begyndte jeg så for alvor i skolen, og resten af ugen er gået med at møde nye lærere, få bøger, blive introduceret til diverse fag, forsøge at finde vores lokaler og ikke mindst at snakke med alle mine nye, søde klassekammerater! Jeg er meget begejstret for det hele indtil videre - jeg synes det virker vældig spændende og interessant, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal få min sag for med opgaver og afleveringer i diverse fag. Jeg har selv været positivt overrasket over, hvor godt jeg synes at jeg kan følge med i undervisningen - at udtrykke mig, det er straks sværere!  Jeg har også haft tysk for første gang, og på trods af at læreren virkede vældig sympatisk, så har jeg besluttet, efter at have diskuteret det med Margrethe, lederen af den danske afdeling, at jeg vil forsøge at blive fritaget fra det. Det er nemlig ikke obligatorisk at have mere end et fremmedsprog, som er engelsk for mig, og der er faktisk flere i min klasse som kun har det ene sprog - udover, selvfølgelig, franskundervisningen. Det er et ønske for mig, fordi at jeg allerhelst vil være 100 procent fokuseret på at lære fransk der her år, og dette fravalg vil betyde, at jeg dels ville få et par fritimer hver uge og dels, selvfølgelig, at jeg ikke ville skulle bruge tid på at lave lektier i det pågældende fag. Jeg har i forvejen haft tysk i fire år og skal ikke have det i gymnasiet, når jeg kommer hjem. Så nu krydser jeg fingre for, at det må lykkes! 

PS.  

 Dem som kender mig kan nok gætte, hvor glad jeg blev, da jeg fandt ud af, at der også bor to katte i mit nye hjem!

mandag den 5. september 2011

Le au revoir difficile et premier jour au Lycée // Det svære farvel og første skoledag

Tidligt i går morges kom så dagen, hvor jeg skulle sige farvel til mor og far. Det var meget trist lige i øjeblikket, og jeg var ret ked af det, da de kørte af sted! Da jeg kom op i lejligheden, var der meget stille da det, som jeg skrev tidligere var tidligt om morgenen. Efter kort tid stod Ida, den norske pige som også bor her, op og vi havde en hyggelig formiddag, hvor vi snakkede og drak the. Jeg mødte Valerie igen og flere af børnene (to mindre drenge, som jeg ikke kan huske navnene på og en pige som vist nok er et par år yngre end mig, som hedder Blandine). 

   Aftenen før havde vi spist en hyggelig middag med Joanna, Marie og Bernard i Saint-Germain-En-Laye, hvor Joanna inviterede mig til frokost om søndagen. Hun rejste til Australien i går aftes, så det var en afskedsfrokost med hendes mor, far og halvsøskende. Hun hentede mig kl. 11, og vi kørte til deres hus i Maison Lafitte, hvor jeg hjalp med at forberede frokosten. Det var en rigtig dejlig eftermiddag men også en vemodig en af slagsen, fordi Joanna skulle rejse. Jeg tror, at jeg kunne have fået stor glæde af hende, og derfor er det lidt ærgerligt, at mit ophold i Paris falder sammen med hendes afrejse til Australien. Heldigvis bor Marie her stadig, og hun har gjort det meget klart, at jeg endelig må kontakte hende, så vi kan gå i biografen, spise en middag, lave lektier eller ordne andre praktiske ting. Det var trist at sige farvel til Jo, både fordi jeg kommer til at savne hende, men også fordi, at jeg da skulle ''hjem'' til noget som føltes meget mindre hjemligt og familiært end Joannas hus. Men alt i alt var det rigtig dejligt at skulle noget den første dag, så man ikke bare var alene. Det er ikke fordi, at jeg er ked af at være her - alle er rigtig, rigtig søde, venlige og hjælpsomme - men jeg kan ikke lade være med at have en lidt ensom følelse, fordi jeg ikke har min familie og venner omkring mig. Det skal nok blive bedre - meget bedre! - inden for kort tid, men lige nu er det hele meget overvældende og nyt.

   Søndag aften var jeg næsten nervøs for, at min familie havde glemt mig, fordi de først spiser aftensmad kl. 20, men det havde de heldigvis ikke ;-)! Ved aftensmaden mødte jeg endnu flere familiemedlemmer ung gut, som må være fire-fem år ældre end mig, og som jeg desværre heller ikke kan huske navnet på, en pige, Ines, som også er ældre end mig og til sidst faren i familien, Emmanuel, som jeg ellers kun har mødt ved mit møde med dem i april. Jeg må se at øve mig på aldre og navne! 

   Her til morgen kom så den spændende dag: min første skoledag! Ida fulgtes med mig hen til skolen, selvom, at hun ikke selv skal møde i skole før i morgen. Her mødtes jeg med de andre nye danske secondaire-elever foran det dansk/norske sektionskontor, og sammen, også med forældrene, fulgtes vi til det danske klasseværelse, hvor vi igen fik en masse praktiske oplysninger. Herefter fulgtes vi, nu uden forældre, ned til kantinen, hvor vi sammen med Margrethe (lederen af den danske sektion) og Asger (en af de danske lærere) spiste frokost. Kort efter frokosten skulle vi op og være sammen med vores franske klasser, så Julie (den anden danske pige i FS-klassen) og jeg fulgtes op til vores klasseværelse, som vi efter lidt forvirring fandt. Her startede vi med at have monsieur Eterstein, som udover at være vores fransklærer også er vores klasselærer. Alle introducerede sig på engelsk eller fransk og fortalte, hvor de kom fra, hvor meget fransk de kunne og hvilke andre sprog, de talte. Vi havde også en lille prøve, for at M. Eterstein kan dele os op i to grupper efter vores franskniveau. Den gik mildest talt ikke godt, da jeg hverken kunne forstå teksten som prøven handlede om, spørgsmålene til eller stave til ordene i mine svar. Jeg tror godt, at jeg ved hvilken gruppe jeg lander i..Vi mødte flere af vores kommende lærere, og de efterlod alle et godt indtryk hos mig! 

   I morgen har jeg fri, da det nu er alle de ''normale'' lycéeklassers tur til at starte i skole. Jeg vil bruge dagen på forskellige praktiske ting bl.a. skal jeg ind til Saint-Germain-En-Layefor at købe forskellige ting, som jeg har fået besked på i skolen, sætte min printer op og finde en god løberute.

   PS. Jeg fik mit skema i dag, og det ser rigtig fint ud! Mandag møder jeg kl. 8 og har fri kl. 15.15, tirsdag er en lang dag, hvor jeg møder kl. 8 og får fri kl. 17.05, onsdag fra kl. 8.50 til kl. 15.15, torsdag fra kl. 9.45 (!) til kl. 17.05 og fredag fra kl. 8 til kl. 16.10. Dette kan dog ændres inden for de næste par uger, og der kan opstå fritimer.

lørdag den 3. september 2011

Portes ouvertes au Lycée // Åbent hus på Lycée Internationale

Dagen i dag startede igen tidligt, da vi skulle være til intromøde på skolen kl. 9.  Vi mødtes sammen med de andre nye familier i den danske sektion på skolen, og blev her vi introduceret til hinanden og til sektionens lærere. Min dansk/historie lærer bliver Jens, som er helt ny på skolen. Han har boet i Odense de sidste ti år og har undervist på Nyborg Gymnasium. Jeg mødte også en dansk pige, Julie, som jeg kommer til at gå i klasse med. Derudover fik vi en hel masse praktiske oplysninger, både om første skoledag på mandag og om det generelle liv på skolen resten af året. Herefter kunne man gå udenfor og få en forfriskning og hilse på nogle af de ''gamle'' danske familier. 

   Der var ikke yderligere noget program for dagen, for os som skal i gymnasiet, så vi besluttede os for at gå en hurtig tur ned forbi mit gamle danske og franske klasseværelse. Det var sjovt at se igen! Specielt var det sjovt at der lugtede fuldkommen, som for ni år siden - det bragte mange minder frem! Vi tjekkede derefter klasselisterne, som var blevet hængt op ved kantinen, og der ser ud som om jeg kommer i en klasse med tolv piger og syv drenge. Det er - som ventet - en blandet klasse, hvor der er folk fra hele verden! Min danske klasse er relativt stor med seks piger og to drenge. 

 Mig foran indgangen til skolen.
   
   Vi kørte senere på dagen, efter et smut forbi lejligheden i Village d'Hennemont, til Versaille (byen, ikke slottet!) og spiste en dejlig frokost. Til dessert fik jeg en crème brûlée, men den nåede jeg desværre ikke at tage et billede af inden den var væk!

Ups!
   
   I aften skal vi spise middag i Saint-Germain-En-Laye sammen med Joanna, hendes mor, Marie, og Maries kæreste, Bernard. Jeg sover den sidste nat her på vores B&B, inden mor og far tager af sted i morgen tidlig, og jeg officielt flytter ind på mit nye franske værelse!













fredag den 2. september 2011

Arrivée // Ankomst

I går ankom vi, mor, far og jeg, ret udmattede (eller det vil sige, at jeg, som den teenager jeg er, havde sovet størstedelen af tiden i bilen!) til vores B&B i Saint-Germain-En-Laye, efter en lang køretur fra DK samt flere dages nedpakning og ordning af en hel bunke praktiske gøremål i forbindelse med mit ophold. Efter at vi havde installeret os på værelset og var blevet frisket op, drog vi ud i byen for at få noget aftensmad. Vi fulgte vores søde, franske værtindes råd, og fandt en hyggelig italiensk restaurant, hvor vi fik en dejlig treretters-menu serveret. Hjemme på værelset faldt mor og far hurtigt i søvn, i mens jeg selv havde svært ved finde ro og lå og spekulerede den halve nat, så det endte med at jeg ikke fik mere en fire timers søvn.

   Vi startede dagen tidligt i dag, og spiste en dejlig morgenmad hos vores værtinde, som er meget økologisk orienteret, og der var flere hjemmelavede indslag på menuen. Derefter gik turen over til lejligheden, som for det næste år bliver mit hjem. Her læssede vi alle mine ting af, og nåede at hilse endnu en gang på min værtsmor, Valerie, som er fantastisk venlig og omsorgsfuld. Det var spændende at skulle se mit værelse igen, da det jo er flere måneder siden vi var der i april, og jeg ikke rigtig kunne se det for mig mere. Det var heldigvis rigtig fint indrettet med seng, skrivebord, natbord, reoler osv. Derudover deler jeg badeværelse + toilet med Ida, en norsk pige som bor ved familien på andet år, som også går på Lyceé Internationale. Hende fik jeg også mødt for første gang, og hun virkede rigtig sød og imødekommende! Vi fik pakket stort set alle mine poser, kasser og tasker ud og jeg blev hurtigt meget, meget tilfreds med mit værelse som er meget lyst og luftigt.

Her sidder jeg på min nye seng, på mit nye, franske værelse!
 
   Herefter satte vi kursen i mod den nærmeste Carrefour, for at indkøbe kamera, printer, fransk sim-kort til mobil og diverse skoleting, hvor der i den mere kuriøse ende skulle indhandles en kittel til fysik/kemitimer! Det var efterhånden blevet ud på dagen, så vi besluttede os for at køre til den by, Orgeval, vi boede i i 2002. Det var virkelig ''walking down memory lane''! I byen ligger en rigtig hyggelig, lille restaurant kaldet Val Rose, hvor vi mange gange før har spist. Det ligner sig selv og det er de samme mennesker som arbejder der som for ni år siden!
 Mor og far foran Val Rose.

   Der er ikke noget kort, men dagens retter bliver remset op af tjeneren. Jeg fik, som jeg altid gør der, snegle til at starte med (jeg har aldrig fået snegle bedre et andet sted!), noget smørmørt lammekød med hvide bønner og de BEDSTE stegte kartofler og afsluttede med denne lille sag: 


 Karamelliseret rabarbertærte!
   Nu er vi tilbage på vores værelse, og så kan vi lige nå at hvile os lidt inden vi skal af sted, ind til Paris, hvor vi skal til middag hos en af min fars kollegaer, fra da vi boede i Paris. 

PS. 
På vej ud fra restauranten stødte vi på denne lille fellow!


















torsdag den 1. september 2011

Le debut // Begyndelsen


Jeg har, efter lang tids overvejelse, valgt at oprette en blog, hvor familie, venner og andre interesserede kan følge med i mit år i Paris. Jeg vil starte med at fortælle lidt om min beslutning om overhovedet at tage af sted.

   For ni år siden, i 2002, flyttede min familie, Christian, Jakob, Anne, Kim og jeg selv, et år til Paris, hvor min far havde fået tilbudt en stilling. På trods af megen modvilje fra både Christian og Jakob side, endte vi alle fem med at få et fantastisk år, som i høj grad har præget vores liv siden da i form af venskaber, oplevelser, ophold, et dejligt sommerhus i det sydfranske og ikke mindste et fantastisk forhold til byernes by - Paris! 

   Vi boede i den lille by Orgeval og Christian, Jakob, og jeg gik alle på den velrenommerede internationale skole, Lyceé Internationale i Sain-Germain-En-Laye i henholdsvis ottende klasse, 1.g og 1. klasse. Drengene kom i specialklasser, for elever med intet eller meget lidt fransk sprog. Den mulighed blev ikke tilbudt børn i 1. klasse, så jeg kom ind i en normal fransk klasse, og måtte så bare finde, med hjælp fra en enkelt dansk/fransk pige, ud af at følge med i undervisningen fra dag et. Jeg tror, at vi alle tre er enige om at det ene år gav os en faglig ballast og en disciplin som vi nyder godt af den dag i dag. Da jeg kom hjem igen talte jeg flydende fransk, men på grund af manglende vedligehold har jeg tabt det og husker kun brudstykker af mit ellers fine ordforråd. 

   Fast forward til sommeren 2009, hvor min mor, far og jeg selv var på en kort tur i Paris for at besøge Jakob, som på det tidspunkt havde lånt en lejlighed, hvor han boede et par uger den sommer. Her tilbragte vi et par skønne, stegende hede dage me dejlig mad og dejligt selskab. En af aftenerne var vi til en hyggelig middag hos Joannas, Christian fransk/engelske eks-kæreste, mor, Marie, i Maison-Laffitte. Snakken faldt i løbet af aftenen på Lyceé Internationale, hvor Jo også har gået, og vi mindedes alle skolen, som en skole med nogle enormt kompetente lærere, et spændende internationalt miljø og en høj faglighed. Da vi, et par dage efter denne aften, stod i lufthavnen, på vej til at vende snuden hjem mod Danmark, havde jeg gjort mig en masse tanker og proklamerede, at jeg ville et år til Paris og gå i 1.g efter 9. klasse. Jeg ville ikke gå på en hvilken som helst skole, jeg ville gå på Lyceé Internationale. 

   Der gik selvsagt noget tid inden noget mere konkret kunne gøres, men fra beslutningen blev taget den sommer har jeg aldrig været i tvivl om, at det var jeg ville. I februar 2011 kunne vi så officielt søge ind på skolen, med alt hvad der fulgte med af bureaukrati . Derefter blev vi kaldt til en obligatorisk samtale på skolen i starten af april, hvor hele familie tog en forlænget weekend i Paris. Mødet bestod af at mine forældre og jeg skulle snakke med lederen af den danske afdeling, og at jeg skulle forsøge at føre en samtale på fransk med min fremtidige fransklærer. Det var også ved denne samtale, at vi igennem lederen af den danske afdeling, Margrethe, fik kontakt til min fremtidige værtsfamilie. Dem nåede vi heldigvis at møde inden vi fløj hjem igen. Midt under mine skriftlige eksamener i maj, fik jeg så heldigvis den glædelige besked, at jeg var blevet optaget på skolen. Nu kunne de egentlige praktiske forberedelser - og den uforbeholdne glæde - endelig begynde!   

   Jeg har været forbeholden over for at oprette en blog, da jeg er nervøs for, at jeg ikke får hverken tid eller overskud til, at opdatere den oven i alle de nye indtryk - og ikke mindst lektierne! Men nu har jeg valgt at prøve alligevel, og jeg undskylder på forhånd, hvis der går lang tid i mellem blogindlæggene (eller endnu værre: hvis der slet ikke kommer nogle!) Min plan er at der kommer eet nyt blogindlæg inden for de næste dage, og at det bliver med billeder - jeg skal nemlig ud at skaffe mig et kamera i morgen med henblik på bloggen!

//E